Som politisk taktik, har Den Temporært Autonome Zone (TAZ), begrebsliggjort af den amerikanske poet Hakim Bey alias Peter Lamborn Wilson, spillet en central rolle i de seneste årtiers sociale aktivisme. I en urban kontekst kan TAZen tjene til at beskrive det spatiotemporale brud på den hverdagslige orden, som i dag konkret kommer til udtryk i fx husbesættelser, guerilla gardening aktioner, piratfester mv., og som i kraft af sin liminale karakter udgør et midlertidigt levet alternativ til den herskende orden — et urbant nutopi om man vil. I dag synes disse autonome zoner imidlertid i stigende grad at være under pres fra en stærkt repressiv stat, hvilket konkret bevirker at de skrumper i både tid og rum. TAZen er udgør således i dag en trængt position. Spørgsmålet er, hvordan denne udvikling kan vendes.

Debatten vil dreje sig om den offentlige kunstneriske manifestation, fx udtrykt som street art, happening, event, interventionskunst eller kunstaktioner og om, hvorfor den markerer sig så stærkt lige nu og sætter sig selv på den kulturelle og kunstpolitiske dagsorden.